Senest opdateret
Reference
Interline CSV-format: felterne i eksportfilen forklaret
Det er den fil, jeres webshop skriver i dag, når den eksporterer en ordre til Interline. Den skal ikke laves om. Her står den felt for felt, som WeLabel faktisk læser den — og hvad hvert felt bliver til i GLS’ nye Label API.
Aflæst af rigtige filer
Specifikationen er målt på 427 anonymiserede ordrefiler fra en shop, der kører Interline i dag — ikke læst i en manual.
01
Felterne, ét for ét
Kolonnen til højre er, hvad feltet bliver til i GLS’ nye Label API. Grå felter læses ikke.
Tegnsæt
ISO-8859-1
358 af 427 filer har tegn over 0x7F. Læses de som UTF-8, går hvert ø og å i stykker.
Struktur
22 felter, 1 ordre
Én række pr. fil, ingen headerrække, linjeskift kun LF.
Anførselstegn
Ved mellemrum og komma
2 af 427 filer har et komma inde i vejnavnet. Splittes der på komma, flytter hele adressen sig — uden at noget fejler.
Returfil
Pakkenummer tilbage
Interlines egen returfil skrives ikke. Indlæser jeres Magento-modul pakkenumre fra en statusmappe, kan WeLabel lægge pakkenummeret dér, når etiketten er printet. Læser jeres system Interlines returfil, så sig til, inden I skifter.
| # | Felt | Hvad vi ser i filerne | Bliver til |
|---|---|---|---|
| 0 | Ordrenummer | Aldrig tom. Står også i filnavnet | Reference — højst 15 tegn i det nye API |
| 1 | Name1 | Modtagerens firmanavn, ellers modtagerens navn — men pakkeshoppens navn, når felt 13 er Z. Se afsnit 6 | Delivery.Name1 |
| 2 | Street1 | Begge adresselinjer, allerede sat sammen med et mellemrum — men pakkeshoppens vej, når felt 13 er Z. Kan indeholde komma inde i anførselstegn | Delivery.Street1 — højst 40 tegn |
| 3 | Region | Tom i alle 427 filer. Bliver ikke skiftet ud på en pakkeshop-række — den hører til kunden | Ingen modtager i det nye API |
| 4 | Postnr | Pakkeshoppens postnr., når felt 13 er Z | Delivery.Zipcode |
| 5 | By | Pakkeshoppens by, når felt 13 er Z | Delivery.City |
| 6 | Landekode | 30 = SE (361 filer) · 28 = NO (66) · 8 er Danmark | Delivery.Country som ISO — aldrig koden selv |
| 7 | Dato | DD-MM-YY | ShipmentDate som YYYY-MM-DD |
| 8 | Vægt | Kilo, med komma: 1,5. Eller én vægt pr. kolli adskilt af #: 9#9,7. Altid 1 i materialet — se afsnit 6 | Parcels[].Weight — obligatorisk i det nye API |
| 9 | Antal kolli | Altid 1 i materialet | Antal Parcels[] |
| 10 | — | Tom i alle filer | Ignoreres |
| 11 | — | Tom i alle filer | Ignoreres |
| 12 | Pakketype | A i alle filer. M betyder privatlevering, og det er dét felt — ikke felt 13 — der siger det | M bliver til PrivateDelivery — vores læsning, afventer bekræftelse. A tilføjer ingen service |
| 13 | Service | Z = pakkeshop (359) · U = modtageren ligger uden for Danmark (67) · A = alt andet, og dermed alt indenlandsk · B og 2 = returetiket | ShopDelivery ved Z. A og U er levering til adressen i filen. Returetiketter laver vi endnu ikke — de standser |
| 14 | Afhentningsnavn | Kundens eget navn — for- og efternavn fra leveringsadressen. Udfyldt i alle pakkeshop-rækker | Delivery.Contact — på en pakkeshop-række er det det eneste, filen siger om kunden ud over mail og mobil |
| 15 | Kommentar | Tom i alle filer | Parcels[].Comment |
| 16 | Afsenders GLS-kundenummer | Én værdi i alle 427 filer. Kan variere mellem filer fra samme sted, hvis I har sat forskellige numre op pr. bruger | Ikke et felt i kaldet — vælger hvilken GLS-aftale filen hører til |
| 17 | Aldrig tom | Delivery.Email — obligatorisk for begge services | |
| 18 | Mobil | Aldrig tom. Nogle gange i anførselstegn, fordi den indeholder mellemrum | Delivery.Mobile — obligatorisk for begge services |
| 19 | Servicetekst | Altid E i materialet | Ingen bekræftet modtager — gemmes uændret |
| 20 | Bruger | Tom i alle filer. Udfyldes kun, hvis I slår det til | Kun til revisionsloggen |
| 21 | Pakkeshop-ID | Tom i præcis de 67 U-rækker, udfyldt i alle 360 øvrige | ShopDeliverys værdi |
Felt 13 vælger leveringsformen, og felt 21 er dens pakkeshop-argument: Tom i præcis de 67 U-rækker, udfyldt i alle 360 øvrige— også i den ene række med servicekode 2, som ikke er en pakkeshop-forsendelse. Bemærk, at U ikke betyder privat levering — det skrives, når modtageren ligger uden for Danmark. Privat levering står i felt 12 som M. Ser jeres egen fil anderledes ud, sender I den til os, og så måler vi på den i stedet for at gætte.
Er jeres webshop sat op til at sende sin egen afsenderadresse med, står der 29 felter på linjen i stedet for 22: de samme som ovenfor plus navn, adresse, postnr., by, land og telefon på afsenderen. Navision skriver kun de første 20 felter, uden bruger og pakkeshop-ID. Alle tre længder læses. Alt andet standser filen frem for at læse den skævt.
02
To spørgsmål, der er afklaret
Begge stod tidligere som åbne. De er besvaret nu, og svarene står her, så I kan se, hvad WeLabel gør med felterne.
Pakkeshoppens adresse er den rigtige leveringsadresse
Når felt 13 er Z, skriver jeres webshop pakkeshoppens navn, vej, postnr. og by i felt 1, 2, 4 og 5, og kundens navn i felt 14 sammen med mail og mobil. Det gælder 359 af de 427 filer. Sådan skal en pakkeshop-forsendelse se ud: pakken leveres til pakkeshoppen, og kundens navn, mail og mobil følger med, så pakkeshoppen kan kende kunden, når pakken hentes.
Det gør WeLabel: sender det, filen siger — pakkeshoppen som leveringsadresse, valgt på dens id, og kunden som kontakt. GLS printer selv pakkeshoppens adresse på etiketten. Vi finder aldrig på en adresse, filen ikke indeholder. Se også Levering til pakkeshop.
Vægten afgør prisen
Felt 8 er vægten i kilo, skrevet med komma: 1,5 er halvandet kilo. Alle 427 filer bærer 1, og webshoppen skriver 1, når varerne ikke har en vægt sat. Det betyder noget, fordi GLS prissætter i vægtintervaller (0–1 kg, 1–5 kg, …): står der 1 på alt, havner hver pakke i det billigste interval.
Det gør WeLabel: står der en vægt i filen, bruger vi den — også med decimaler. Står der præcis 1, kan I under Indstillinger sætte en standardvægt på forbindelsen, som vi sender i stedet; sætter I ingen, sender vi filens 1 uændret. Er feltet tomt, står forsendelsen uden vægt hos os; vi finder ikke på et tal. Se også Vægt og standardvægt.
Videre herfra
Skriver et Magento-modul filen hos jer, står hele vejen i Magento og Interline-eksportfilen. Selve hentningen fra jeres server sættes op i Forbind jeres server, og Kør en test lader WeLabel læse jeres rigtige filer, før noget sendes til GLS. Vil I se, hvordan filen bliver til en etiket, så læs Sådan virker det.