Spring til indhold

Trin 1 af 6

Forbind jeres server

WeLabel henter ordrefilerne fra den server, jeres webshop allerede skriver dem på — over SFTP, FTPS eller FTP. Filerne skal ikke flytte, og pakke-pc’en ser dem aldrig. Her er, hvad I udfylder, og hvad I skal have klar.

Senest opdateret

Det skal I have klar

  • Serverens adresse, fx sftp.jereswebhotel.dk, og porten, hvis den ikke er standard.
  • Et brugernavn og enten en adgangskode — eller, ved SFTP, mulighed for at lægge en nøgle på serveren.
  • Stien til mappen, hvor webshoppen lægger filerne, sådan som jeres login ser den.
  • Jeres GLS-kundenummer, sådan som webshoppen skriver det i filerne.
  • Navn og adresse på det lager, pakkerne sendes fra.

Serveren skal kunne nås fra internettet. WeLabel forbinder ikke til en adresse på et internt netværk, og hentningen kommer i dag ikke fra en fast IP-adresse, som I kan åbne for i en firewall. Kræver jeres webhotel det, så skriv til os, før I går i gang.

Sådan opretter I forbindelsen

Log ind i WeLabel, og gå til »Indstillinger«. Har I ingen forbindelse endnu, står formularen »Opret forbindelse« åben. Kun ejere og administratorer kan oprette og ændre en forbindelse.

  1. Giv forbindelsen et navn under »Navn på forbindelsen«, fx »Magento-eksport«.
  2. Under »Server« vælger I »Forbindelsestype«: »SFTP (anbefalet)«, »FTPS« eller »FTP«. Skriv adressen i »Server«, og lad »Port« stå tom, hvis serveren bruger standardporten.
  3. Skriv stien i »Mappe«, fx var/GLS — stien, som jeres login ser den.
  4. »Filmønster« kan stå tomt. Så læser WeLabel de filer, der passer til *.csv.
  5. »Hent hvert … sekund« er mindst 60. Over almindelig FTP anbefaler vi flere minutter, fordi hver hentning læser hele mappen.
  6. Vælg, hvad der sker med en fil, når den er hentet, under »Efter hentning« — se herunder.
  7. Under »Login til serveren« skriver I »Brugernavn« og vælger, hvordan WeLabel logger ind.
  8. Under »Lokation« giver I lageret et navn, fx »Lageret«, og udfylder »Afsender« og »GLS-kundenummer«. Har I flere kundenumre, adskilles de med komma. Under »Printere« kan I vælge printeren nu eller senere, når den er oprettet — se Printer og print-program.
  9. Tryk »Test forbindelse«, og derefter »Opret forbindelse«.

Efter hentning: flyt eller lad ligge

»Flyt filen til en undermappe (anbefalet)«
Når filen er behandlet, flytter WeLabel den til »Flyttemappe« — som standard behandlet — inde i mappen. Undermappen skal findes på serveren, og loginet skal have lov til at skrive i den.
»Lad filen ligge«
Filen bliver liggende, og WeLabel husker, at den er hentet, så den ikke sendes igen. Det er valget, hvis jeres login kun må læse.

Sletning tilbydes ikke: filen er det eneste eksemplar af det, jeres webshop sendte. Har I et login med kun læseadgang, så læs Server-login med kun læseadgang.

Sådan logger WeLabel ind

»Generér nøgle (anbefalet)«
WeLabel laver et nøglepar. Den private halvdel bliver hos WeLabel og vises aldrig; den offentlige lægger I på serveren. Nøglen kan først testes, når forbindelsen er oprettet: tryk »Opret forbindelse«, læg den offentlige nøgle i ~/.ssh/authorized_keys hos brugeren på serveren, og test så under »Login til serveren«.
»Indsæt eksisterende nøgle«
I indsætter en privat nøgle, I allerede har lagt på serveren — med adgangsfrasen, hvis nøglen har en.
»Adgangskode«
Brugernavn og adgangskode, som ved enhver anden FTP-klient.

Nøgler virker kun med SFTP. FTP og FTPS logger ind med adgangskode. Vælger I FTP, skal I sætte flueben ved »Vi ved, at FTP ikke er krypteret, og vil bruge det alligevel.« — FTP sender brugernavn og adgangskode ukrypteret, så brug SFTP eller FTPS, hvis jeres webhotel tilbyder det.

Hvad testen fortæller

»Test forbindelse« logger ind, læser mappen og tæller filerne. Intet bliver hentet, flyttet eller slettet. Svaret er et af disse:

Forbindelsen virker
Med hvor mange af filerne i mappen der passer til filmønsteret, og et par af deres navne — så I kan se, at det er jeres eksport, der bliver fanget.
Serverens identitet skal bekræftes
Første gang WeLabel møder en SFTP-server, viser testen serverens fingeraftryk. Sammenlign det med det, jeres webhotel oplyser, og tryk »Bekræft og test« — eller »Bekræft«, hvis forbindelsen allerede er oprettet. Før en person har bekræftet det, henter WeLabel intet.
Serveren afviste login
Kontrollér brugernavnet. Bruger I en nøgle, så kontrollér, at den offentlige nøgle ligger i authorized_keys på serveren.
Mappen findes ikke på serveren
Kontrollér stien — den skal skrives, som jeres login ser den.
Ingen forbindelse
Serveren svarede ikke. Kontrollér adressen og porten, og at serveren kan nås fra internettet.

Bagefter

Forbindelsen står nu som et kort under »Indstillinger« med en tegning af hele vejen: jeres server, loginet, WeLabel, GLS’ Label API, lokationen og printerne. Tryk på et led på tegningen for at se eller rette det. Næste trin er Login til GLS.

Ændrer I serveradresse, port eller forbindelsestype senere?

Så sletter WeLabel en gemt adgangskode, og en bekræftet serveridentitet skal bekræftes igen — begge hørte til den gamle server. Gem adgangskoden igen under »Login til serveren«, og test forbindelsen.