Kendt faldgrube
Afklaring påkrævet og Kræver handling
Senest opdateret
Hvor I finder dem
- Under »Forsendelser« viser feltet »Afklaring påkrævet«, hvor mange der venter. Tryk på det for at se dem alle med hele forklaringen.
- Fanen »Kræver handling« over tabellen viser de samme forsendelser i listen.
Hver forsendelse har sin egen besked, skrevet i det øjeblik, det skete. Den siger, hvad der ikke kunne bruges, og i hvilket felt.
De seks slags, og hvad I gør
- Afklaring påkrævet — vi ved ikke, om pakken blev oprettet hos GLS
- WeLabel sendte forsendelsen, men fik ikke et svar, der viser, om pakken blev oprettet. WeLabel prøver aldrig igen af sig selv, for et nyt kald kunne oprette en pakke mere — med to pakkenumre og to beskeder fra GLS til jeres kunde. Slå ordrenummeret op i jeres GLS-portal, eller ring til GLS med spor-id’et på forsendelsen. Findes pakken, skal den ikke sendes igen — brug det pakkenummer, der findes. Findes den ikke, kan ordren sendes igen; det er en beslutning, I tager.
- Afvist — der blev ikke oprettet nogen pakke
- Enten afviste GLS forsendelsen, eller WeLabel stoppede den, før GLS blev kaldt. Ret det, beskeden peger på — i filen eller i opsætningen — og send ordren igen. Det er sikkert: der findes ingen pakke.
- Mangler opsætning — filen kunne ikke knyttes til en lokation
- Fx fordi filen bærer et GLS-kundenummer, som lokationen ikke må sende på. Ret opsætningen under Indstillinger, og send ordren igen. Der er ikke sendt noget til GLS.
- Kan ikke læses — filen kunne ikke læses
- Se på det felt, beskeden nævner, ret det i webshoppen, og send ordren igen. Der er ikke sendt noget til GLS.
- Ikke printet — pakken er oprettet, men etiketten kom ikke ud
- GLS har oprettet pakken, men print-programmet kunne ikke printe etiketten, fx fordi printeren var slukket. Virker printeren igen, så åbn forsendelsen og brug »Print igen«: etiketten sendes til den printer, I vælger, med det samme pakkenummer, og der oprettes ingen ny pakke. Det kan lade sig gøre, så længe etiketten er gemt i WeLabel, det vil sige i 90 dage; derefter printes den igen ud fra pakkenummeret. Har I printet den på anden måde, så markér den som håndteret med »Etiketten er printet på anden måde«. Send aldrig ordren igen som ny fil — det giver to pakkenumre og to beskeder til kunden.
- Sender til GLS — kaldet er ikke gjort færdigt
- Vent et øjeblik, og genindlæs siden. Står den der stadig, blev kaldet afbrudt, og pakken kan være oprettet: slå ordrenummeret op hos GLS, før ordren sendes igen.
Der er med vilje ingen »prøv igen«-knap
Når der er sendt noget til GLS, og svaret er uklart, er det et menneske, der afgør, om pakken findes. Så bliver der aldrig oprettet to pakker på den samme ordre, fordi WeLabel gættede.
Markér som håndteret
Når I har gjort noget ved en forsendelse, markerer I den, så den forsvinder fra »Kræver handling«. Det kan gøres fra listen under Afklaring påkrævet og fra selve forsendelsen, og alle brugere på kontoen kan gøre det.
- Tryk »Markér som håndteret«.
- Vælg under »Angiv grund:«, hvad I har gjort — fx at ordren er rettet i webshoppen og sendt igen som ny fil, sendt på anden måde, at den ikke skal sendes, eller at pakken blev oprettet.
- Skriv eventuelt en »Note«. Vælger I »Andet«, skal I skrive kort, hvad I har gjort.
- Tryk »Gem«. Forsendelsen flytter til fanen »Håndteret«.
At markere en forsendelse sender, annullerer eller opretter intet hos GLS — det er jeres egen notering af, hvad der er gjort. Var det en fejl, trykker I »Genåbn«, og forsendelsen er tilbage under »Kræver handling«. En forsendelse, der stadig står som »Sender til GLS«, kan først markeres, når kaldet er en time gammelt.
Markerer I en etiket, der ikke blev printet, med »Etiketten er printet på anden måde«, behandler WeLabel den som printet: har I slået tilbagemelding til webshoppen til, bliver pakkenummeret skrevet tilbage på ordren — se Magento og Interline-eksportfilen.
To særlige tilfælde
- Lagt til side
- Ikke et problem: en forsendelse, der efter aftale sendes uden om WeLabel, fx til et land, forbindelsen ikke sender til. Den er talt med, der er ikke noget at rette, og den står ikke under Kræver handling, men under fanen Lagt til side.
- Forsendelser til lande uden for EU’s toldområde
- Fx Norge. GLS kræver et leveringsvilkår (IncoTerm) på dem, og WeLabel gætter aldrig på et, for vilkåret afgør, hvem der betaler told og moms. Er der ikke sat et vilkår op på forbindelsen, bliver forsendelsen afvist, før GLS kaldes. Aftal vilkåret med GLS, og skriv til os, så sætter vi det op.
Andre årsager har deres egen side: opløsningen på printeren, vægten og levering til pakkeshop.