Spring til indhold

Kendt faldgrube

Windows SmartScreen og låste pc’er

Første gang print-programmet WeLabel Agent installeres, viser Windows typisk en advarsel. Det er forventet og betyder ikke, at noget er galt: installationsfilen er signeret, men Windows kender den endnu ikke fra mange andre pc’er.

Senest opdateret

Sådan kommer I videre

  1. Windows viser en blå skærm med »Windows beskyttede din pc« (på engelsk »Windows protected your PC«). Den eneste synlige knap er »Kør ikke«.
  2. Tryk på linket »Flere oplysninger« (»More info«).
  3. Tryk på knappen »Kør alligevel« (»Run anyway«), der nu kommer frem.
  4. Windows spørger derefter, om programmet må foretage ændringer. Udgiveren står som Enhance-IT / Kostmemo — det er virksomheden bag WeLabel. Svar ja.

Installationen kræver administratorrettigheder på pc’en. Når den er færdig, fortsætter I med parringen i Printer og print-program.

Når pc’en er låst af jeres IT

På en pc, der styres af en virksomheds IT, kan Windows være sat op, så advarslen ikke kan springes over — så kommer »Kør alligevel« slet ikke frem, eller installationen bliver stoppet helt. Det kan I ikke komme uden om på pc’en selv, og det skal I heller ikke: send denne side til jeres IT, og bed dem installere programmet eller give lov til det.

Teknisk information til IT-ansvarlige

  • Et 64-bit Windows Installer-program (MSI), der installeres for hele maskinen i Program Files\WeLabel Agent.
  • Signeret af Enhance-IT / Kostmemo. Det er udgiveren, der skal tillades.
  • Kører som Windows-tjenesten »WeLabel Agent« under den virtuelle konto NT SERVICE\WeLabelAgent, også når ingen er logget ind.
  • Gemmer sine data i %ProgramData%\WeLabel, herunder agentnøglen, krypteret.
  • Forbinder kun udad: over HTTPS til welabel.io for at hente printjobs, og til etiketprinteren på det lokale netværk (TCP 9100) eller gennem Windows’ printerkø. Den åbner ingen port udefra.
  • Fra version 0.4.0 kan hver Windows-bruger selv slå et ikon i proceslinjen til. Det er slået fra som standard, skrives kun i brugerens egen HKCU\Software\Microsoft\Windows\CurrentVersion\Run og kræver ikke administratorrettigheder. Installationen skriver det aldrig.
  • Kan installeres uden brugerdialog: msiexec /i WeLabel.Agent.msi /qn /norestart — med filnavnet på den version, I har hentet under Printere i WeLabel.

Har jeres IT brug for mere, end der står her, så skriv til os — vi tager gerne snakken med dem direkte.